Andelsbevægelsen

I 1846 mistede Danmark Slesvig. Tabet af Sønderjylland spillede en stor rolle for den nationale bevidsthed. I den offentlige debat stillede man spørgsmål om hvorvidt Danmark kunne overleve som stat. Reaktionen på dette spørgsmål var splittet.

Efter 1870 begynder Danmark at acceptere sin status som småstat – og man koncentrerede sig om at udvikle og styrke samfundet indadtil.

Perioden 1830-1870 kaldes for kornsalgsperioden i dansk landbrug – da værdien af det eksporterede korn var større end værdien af husdyr. Fra midten af 1870’erne blev det pga. de forbedrede transportmidler muligt at eksportere billig hvede af høj kvalitet fra Ukraine og USA til de store vesteuropæiske markeder. Dette ramte de danske landmænd hårdt. Som resultat blev det danske landbrug omlagt. Danske bønder gik over til at satse på at producere og eksportere animalske produkter af høj kvalitet (okse- og svinekød samt mejeriprodukter). Omlægningen krævede kapital, teknologi, kvalificeret arbejdskraft og et effektivt transportnet.
Bønderne oprettede efterfølgende andelsforetagender; slagterier, mejerier og brugsforeninger. Andelsforeningerne er bygget op på efter princippet om ”én mand, én stemme”. Uanset, hvor mange svin, eller hvor meget mælk der blev leveret, gav det kun én stemme på generalforsamlingen. Det fik væsentlig betydning for den demokratiske udvikling i Danmark.
Ved at organisere sig i andelsforeninger gik indtjening, solidaritet og demokratisk deltagelse op i en højere enhed. Omlægningen af landbruget og oprettelsen af andelsforeninger blev en stor succes – danske landbrugsvarer erobrede store markedsdele på de udenlandske markeder, især det engelske som var datidens vigtigste. Danmark blev kendt for at eksportere bl.a. Lurpak smør og Danish bacon. Omlægningen af landbruget medførte en velstående selvbevidst gårdmandstand, der kom til at spille en betydelig rolle i det danske samfund de følgende 100 år.

Indlægget er skrevet på baggrund af noter fra historieundervisningen 2009.