Danmarks deltagelse i den europæiske integration

Det tætte samarbejde mellem de europæiske lande blev for alvor udviklet i tiden efter anden verdenskrig. Det var fra år 1945 og frem krisen og krigen gav stødet til lysten og behovet for tættere samarbejde. 
De seks lande Belgien, Frankrig, Italien, Luxemburg, Holland og Vesttyskland blev i datiden ofte betegnet som "de seks", der tog initiativet til at danne både Kul- og Stålunionen og EØF (det Europæiske Økonomiske Fællesskab). 
Da Kul- og Stålunionen blev dannet i 1952 og EØF (det Europæiske Økonomiske Fællesskab) blev dannet i 1958, grundlagde de fundamentet for nutidens Europa-samarbejde, som vi kender det i dag. 

Danske holdninger til europæisk samarbejde:
Frem til 1957 var de danske regeringers holdninger til de europæiske integrationsbestræbelser præget af behersket interesse, men dig en vis distance. For de fleste danske, herunder de centrale politikere, var tilknytningen til Norden stærkere end til Kontinentaleuropa. Samtidig var Danmarks vigtigste samhandelspartner Storbritannien heller ikke del af De Seks og i øvrigt ganske skeptisk over for den overnationale, dvs. juridisk forpligtende og suverænitetsoverdragende karakter af samarbejdet i Kul- og Stålunionen og EØF (det Europæiske Økonomiske Fællesskab).

Den danske europapolitik blev altså fra iværksættelsen af "de seks"' første integrationsinitiativer i begyndelsen af 1950'erne og frem til optagelsen i EF i 1972, præget af et grundlæggende dilemma:

På den ene side, virkede det oplagt, at Danmark burde være en del af et europæisk samarbejde, hvor Vesttyskland deltog, fordi fordi det i regeringen og Udenrigsministeriet tidligt blev erkendt, at det nyoprettede Vesttyskland havde potentiale til at (gen)etablere sig som en virkelig dynamo for den europæiske økonomiske udvikling og handel. Det lå således i kortene, at Vesttyskland igen kunne udvikle sig til en af Danmarks mest betydelige handelspartnere.

På den anden side var frygten for et tysk domineret europæisk samarbejde stadig udtalt. Her spillede det en stor rolle, da besættelsen endnu kun lå få år tilbage. Samtidig var dansk udenrigspolitik bundet op på en intim tilknytning til Norge og Sverige samt til Storbritannien, som i 1950 var Danmarks langt vigtigste handelspartner, der aftog i omegnen af 55 % af den totale danske landbrugseksport eller knapt 40 % af den samlede eksport. De dominerende politiske overvejelser i regeringen og blandt Udenrigsministeriets embedsmænd tilsagde således, at Danmark burde holde sig til Storbritannien. Hvis Danmark skulle træde ind i et europæisk økonomisk samarbejde, ville det være så langt at foretrække, om dette kunne ske sammen med Storbritannien og de øvrige skandinaviske lande.
Dilemmaet var på den ene side at række ud mod Europa og på den anden side at holde sig på samme kurs som Storbritannien, Norge og Sverige kom til at præge den danske politik over for de tidligste europæiske samarbejdsplaner. Over for Kul- og Stålunionen viste danske regeringer betydeligt større interesse end både Storbritannien og de øvrige skandinaviske lande. Det samme gjaldt i forhold til de tidligste planer om at regulere produktion og salg af landbrugsprodukter på det europæiske marked. De danske regeringer var dog ikke begejstrede for de overnationale aspekter indbygget i disse samarbejdsplaner. Ej heller for planerne om en fælles Europa-hær, som blev konkret diskuteret i begyndelsen af 1950’erne, indtil den franske nationalforsamling i 1954 endegyldigt forkastede planerne om et europæisk forsvarsfællesskab.


Indlægget er skrevet med hjælp fra danmarkshistorien.dk