I perioden fra 1945-1993, blev velfærdsstaten for alvor udviklet - staten begyndte at forsørge de mennesker, der ikke kunne forsørge dem selv, og det danske velfærdssystem var dermed langsomt under opbygning.
Ordet velfærd dækker et meget bredt begreb - alt fra hospitalsvæsen og pensioner til uddannelsesstøtte og dagpenge. Staten er til ansvar for landets borgers velfærd, og alle har altså ret til det staten til- og udbyder.
Det var især i efterkrigstidens voldsomme, økonomiske vækstperiode, at velfærdsstaten brød igennem. Det skete især i årene fra 1957 til 1961. Man begyndte at udarbejde de første Ventste-regerings skattefinansierede, obligatoriske socialordninger: K. K. Steinckes socialreform fra 1933 og folkepensionens indførelse i 1956. Desuden vandt Socialdemokratiet en jordskredssejr over VK-regeringen i 1960, med parolerne "Gør gode tider bedre" og "Tryghed og velfærd". Med "den lille socialreform" i 1998 indledte Socialdemokratiet en vigtig fornyelse af velfærdsstaten. Der skete blandt andet det, at man under slagordet "der er brug for alle", gik fra passivlinjen til aktivlinjen.
Derefter indførtes der et nyt, socialpolitisk menneskesyn - ret og pligt følges ad, og der ligges vægt på hjælp til selvhjælp. Denne socialreform medførte ikke alene flere tilbud og arbejde, uddannelse og andre aktiviteter, men det enkelte individ ansås for en helt menneske, som var i stand til at yde, og samfundet derfor kunne stille krav til.
Velfærdstaten blev i første omgang udviklet som et økonomisk materialistisk projekt, men velfærdsstatens fremtid ligger også vægt på samfundets fælles værdier.
Indlægget er skrevet ud fra en kronik i dagbladet Jyllands Posten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar