National identitet i 1800-tallet

Nationalromantikken florerede i årene 1806-1830 og havde sin oprindelse i Heidelberg. I Danmark havde den sin popularitet fra 1807-1830. I nationalromantikken dyrkede man de nationale værdier, fædrelandet, modersmålet, landskabet, folket, historien, det danske flag og den danske kultur. Nationalromantikken i Danmark betød en genoplivelse af fortiden (jf. guldalderen) i og med den vækkede den nationale bevidsthed hos folket. Mange begivenheder fandt sted i perioden 1800-1850. Denne epoke var bestemt ikke en sejrstid for Danmark. Landet var ramt af krise, og derfor blev befolkningen nødt til at holde sammen. ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”. Forfatterne vendte sig bort fra den virkelige verden, hvor krisen raserede, og fandt i stedet trøst ved dyrkelse af naturen og fortiden. De skabte en virkelighed, der ikke fandtes. I oplysningstiden var menneskeopfattelsen, at mennesket var samfundsbestemt, hvorimod man i nationalromantikken mente, at mennesket var gudskabt. I oplysningstiden var litteraturens grundregler fornuft og regler, hvor litteraturens formålet var at formidle oplysning, der appellerede til fornuften, dette skete ofte vha. latteren. I nationalromantikken brød man op med regler og fornuft. Litteraturens grundregler var fantasi og intuition, og litteraturens formål var at skabe en moralsk belæring og en åndelig dannelse, der appellerede til følelser og fantasi. 

Indlægget er skrevet på baggrund af en dansk-historie-opgave, Ørestad Gymnasium 2009